Radiocertifikatet

Før man begiver sig i luften på egen hånd er det en rigtig god ide at tilegne sig et radiocertifikat. Hvis man vil flyve i kontrolleret luftrum SKAL man tale i radio, og før man må tale til kontrolenheder i radioen skal man have et radiocertifikat. Kan man nøjes med at flyve inden for landets grænser behøver man kun et nationalt begrænset certifikat (N-BEG), hvor man snakker dansk. Vil man flyve uden for landets grænser skal man have et såkaldt begrænset (BEG) radiobevis hvor man taler engelsk. Som regel starter man med at tage det danske og udvider så derefter med det engelske hvis man har planer om længere ture uden for landets grænser.

Det tager omkring 8-10 aftener med radioteori og simulerede flyveture at få certifikatet. Ved disse simulerede flyveture sidder man i undervisningslokalet med headset på og snakker radiosnak med underviseren som agere Tower/Approach/CPH information osv. Undervisningsforløbet afsluttes med at man går til en skriftlig prøve og bliver overhørt i en simuleret flyvetur af en udsendt fra trafikstyrelsen. Efter prøven bliver hver elev evalueret og man får tildelt en karakter mellem 1 og 6. For at få radiocertifikatet skal man minimum have karakteren 4. Et 4-tal medfører, at man skal til en ny sprogtest inden for 4 år. Har man fået karatkteren 5 skal man til ny sprogtest inden for 6 år. Med karakteren 6 skal man aldrig sprogtestes igen.

Herning UL-Klub tilbyder ikke undervisning til radiocertifikat, men både Herning Motorflyveklub og Midtjysk Flyveklub tilbyder undervisning til en god pris.

DR har sendt en meget lærerig dokumentarvideo der viser vigtigheden af radiokommunikationen. "Oskar, Kilo, Whisky - Er du der?"

DULFU´s hjemmeside kan man læse mere om radiocertifikatet og også downloade en god lille oversigt med de mest anvendte fraselogier.